Gå til hovedindholdet

Kom til Sierra Leone med DR Ultra og Ramasjang

DR har lavet to spændende serier fra Sierra Leone, som du kan se lige her:

Vælg en filmrække:

Ramasjang: Jagten på regnbuens magi Ultra: En for holdet

Ramasjang: Jagten på regnbuens magi

Motor Mille og Hr. Skæg skal på en spændende mission til Sierra Leone for at redde regnbuen. Denne gang fra en virkeligt sær ånd, der bor i et træ!

Episode 1: Nogen stjæler regnbuen! (13:16)

Hr. Skæg er på en dejlig badeferie i Sierra Leone, da han pludselig bliver hevet ud af feriestemningen. Motor Mille ringer nemlig og fortæller, at den er helt gal med regnbuen, og børnene i Danmark er blevet helt grå og triste! Motor Mille og Hr. Skæg må derfor endnu en gang på en stor opgave om at redde regnbuen, før det er for sent.

Episode 2: Ånden i træet (09:24)

Hr. Skæg kommer ind i det mystiske træ, hvor han finder regnbuekrukken. Hr. Skæg forsøger at tage krukken med sig, men pludselig forskrækkes han af en mystisk stemme! Imens er Mille taget til lufthavnen for at komme hurtigst muligt ned til Hr. Skæg i Sierra Leone. Desværre er manden i lufthavnen lidt besværlig, og Mille må overbevise ham om, at hun altså skal med et fly i en fart!

Episode 3: Den farlige ø (12:26)

Hr. Skæg er blevet sendt på en mission af den mystiske ånd. Han skal nemlig skaffe Krabbeøje-bønner, som kun vokser ude på en farlig ø. Hr. Skæg drager derfor afsted i en lille båd over det store hav. Han kommer endelig sikkert i land på øen, men han er ikke helt alene. Noget farefuldt truer nemlig lige om hjørnet!

Episode 4: En svær mission! (10:09)

Hr. Skæg er på besøg hjemme hos pigen Fatmata. Hr. Skæg vil gerne låne hendes sko, fordi ånden har krævet at få små sko i bytte for regnbuekrukken. Men Fatmata har ikke mange sko, og derfor kan Hr. Skæg ikke tage hendes. Fatmata finder dog en anden måde at hjælpe Hr. Skæg på. Mille er nu også kommet til Sierra Leone og møder endelig Hr. Skæg igen! Lykken varer dog kort, da de to venner snart bliver væk fra hinanden.

Episode 5: Magien er væk (11:33)

Motor Mille og Hr. Skæg forsøger stadig at finde små sko til den stædige ånd i træet. Men sko koster penge, og hvad gør man, hvis man ikke har nogen penge? Mille og Hr. Skæg må finde en løsning, så de kan betale for små sko til ånden og få regnbuekrukken tilbage. Spørgsmålet er dog: Vil ånden denne gang holde sit løfte og aflevere krukken tilbage?

Episode 6: Ender alt galt? (10:11)

Ånden i træet er stadig stædig og umulig. Mille og Hr. Skæg må derfor finde deres allerbedste overtalelsesevner frem for at få regnbuekrukken tilbage, men heldigvis er de ikke alene. Der er nemlig en masse seje børn i Sierra Leone, som også gerne vil hjælpe med at redde regnbuen og dermed få al fantasien, legen og magien tilbage.

Musikvideo: Jagten på regnbuens magi (02:02)

Find læringsmateriale til serien på dr.dk/lær

Ultra: En for holdet

AK og Jass fra 'En for holdet' er pænt seje med en fodbold. Men nu rejser de til Sierra Leones hovedstad for at dyste i gadefodbold. Og de får noget med sig hjem...

Episode 1: Sierra Leone vs. Streetworld (11:36)

AK og Jass er rejst til Sierra Leone for at dyste mod et lokalt hold, men modstanderholdet viser sig at besidde nærmest overnaturlige evner. Det leder AK og Jass på sporet af en mystisk trick-guru.

Episode 2: Billetter vs. Baner (14:08)

Dollar og Victor får endelig deres billetter til Baller of the Universe, men de sætter dem på højkant i håbet om at vinde Street World tilbage fra den nykronede ejer: Phillippe von Düsseldorf. I Sierra Leone er AK og Jass på bootcamp…

Episode 3: Pant vs. Panna (12:47)

Jass og AK vender hjem fra Sierra Leone til Danmark med et hemmeligt trick i bagagen, men de er knap landet, da de modtager en dårlig nyhed fra Victor og Dollar.

Del på Facebook